1.
Vi er et folk, vi kaldes skandinaver,
I trende riger er vor hjemstavn delt;
Men mellem nutids store Himmel-gaver
Er den, vort hjerte vokser til et heelt!
Lad være glemt, hvis os en uret skete,
Tidsånden som et luttret Margrethe
Forener os, den trefold kraft forlener,
Selv sproget os forener;
‖: På fjeld, i skov og ved det natblå hav,
Jeg jubler højt: jeg er en skandinav! :‖
2.
Kom med på Dovre-Fjeld, hvor jøklen ligger,
Hør fossens torden, sæterpigens sang;
Den friske sø- og bjergluft jeg inddrikker,
Jeg går, hvor Nordens guder gik engang,
Og hvis om kraftens mænd jeg hører heller,
Om Oluf, Hakon, Harald man fortæller;
Til fjelds! Til fjelds! Med stærke klippeborge
Står du mit gamle Norge,
‖: I glans af nordlys, ved et stormfuldt hav;
Jeg elsker dig! Jeg er en skandinav! :‖
3.
Kom på den snelle båd, lad dampen virke,
Se floder, store søer er vor vej!
Sejl over bjerget, hvor de høje birke
Udånde dufte! O Sverrig elsker jeg!
Herfra lød Gustav Adolfs navn på jorden,
Han var den sidste ridder her i Norden.
Lidt barkbrød og den svenske bonde synger,
Ham nøjsomhed forynger;
‖: Han synger sangene, ham skjalden gav;
Og vi med ham: jeg er en skandinav! :‖
4.
En frisk bouquet af kløver, korn og humle
Er Danmark! Kom og se vor bøgeskov!
På sletten her sig åndens sønner tumle,
Det dundrer lystigt under hestens hov;
Til videnskab og kunst vi snelt udride,
Europa om det lille land skal vide,
Ved Thorvaldsen dets navn fra stene klinger,
Alt Tycho gav det vinger.
‖: En rose Danmark er! Syng skandinav,
Om åndens blomst midt i det barske hav! :‖
5.
Lad ej den skønne enighed forsvinde,
Norsk, svensk og dansk hinanden rækker hånd;
Og gamle folkesange os forbinde,
I melodien er et kraftigt bånd.
Af enighedens sæd kun godt man høster,
Vi skue kjækt mod vester og mod øster,
I fryd og sorg! O, her er godt at være,
Her leve vore kære!
‖: Fra gran og birk og bøg, vidt over hav,
Nyd glædens sang: jeg er en skandinav! :‖